Gå til sideindhold
Link til Instagram Link til Facebook Link til login Søg

Store Workshop-Dag (D. 12. september 2026)

Info
Aldersgruppe: 12-18 år
Klassetrin: 7. kl.-4. G.
Ishøj Ungdomsskole
placeholder placeholder
Vejledalen 7
2635 Ishøj


Beskrivelse:

STORE WORKSHOPS DAGE

 

I løbet af året inviterer Ishøj Ungdom til fire store workshopdage fyldt med kreativitet, fællesskab, musik, design og nye oplevelser. Her kan du prøve spændende workshops, møde nye mennesker og udforske nye interesser i hyggelige omgivelser.

Hver workshopdag byder på forskellige aktiviteter, hvor du kan lære nye skills, være kreativ og udfordre dig selv – uanset om du er til musik, beauty, kunst, håndværk eller teknologi. Du behøver ikke være ekspert på forhånd, det vigtigste er bare, at du har lyst til at være med.

Den første workshopdag bliver samtidig afholdt som en del af vores åbent hus-arrangement, hvor du kan få en smagsprøve på de hold og aktiviteter, vi tilbyder i den kommende sæson.

Alle workshopdage foregår på Ishøj Ungdomsskole og afsluttes med SPOTlive, hvor vi får besøg af en eller flere hemmelige gæster.

 

Workshopdage

Lørdag d. 12. september 2026 kl. 11.00 – 15.00

Lørdag d. 28. november 2026 kl. 11.00 – 15.00

Lørdag d. 9. januar 2027 kl. 11.00 – 15.00

Lørdag d. 20. marts 2027 kl. 11.00 – 15.00

OBS: Nedenstående aktiviteter er foreløbige workshopidéer og fungerer som et udkast. Der vil være forskellige workshops og aktiviteter fra gang til gang, så der vil løbende komme nye oplevelser og kreative muligheder.

 

Makers – skab idéer, der bliver til virkelighed - NYT!

Drømmer du om at designe dit eget tæppe med tufting, bygge smarte løsninger til hverdagen eller skabe en personlig gave, ingen andre har? Så er Makers stedet for dig.

I vores Makerspace arbejder vi kreativt med fremtidens teknologier og moderne håndværk. Her kan du udforske alt fra 3D-print, elektronik og programmering til vinyltryk og tufting – og forvandle dine idéer til noget, du faktisk kan holde i hænderne.

Måske vil du lave et lys, der tænder automatisk, designe dit eget merchandise eller bygge noget, der gør hverdagen lidt smartere. Kun fantasien sætter grænser.

Makers er et kreativt fællesskab fyldt med eksperimenter, idéer og hygge, hvor du får plads til at udvikle dine evner, tænke innovativt og skabe projekter, der er helt dine egne. Du behøver ikke have erfaring på forhånd – bare lysten til at prøve noget nyt.

 

Neglesalon

Kan du lide at lave negle, og vil du gerne lære endnu mere? Så er det her holdet for dig! Sammen dykker vi ned i neglekunstens verden, hvor du får inspiration og teknikker til at gøre dine negle både flotte og kreative.

Du lærer at arbejde med forskellige designs, farver, mønstre og pynt, og du får masser af tips til, hvordan du kan få dine negle til at se både professionelle og personlige. Vi arbejder med neglelak, pyntesten og simple teknikker, så alle kan være med – uanset om du er nybegynder eller har prøvet det før.

Det bliver en hyggelig dag med god stemning, fordybelse og fokus på selvforkælelse, og du går selvfølgelig hjem med smukke negle og nye idéer.

 

Lav din egen mulepose

Kunne du tænke dig at lære at designe og lave din helt egen mulepose? Så er denne workshop lige noget for dig.

Her får du mulighed for at være kreativ og personlig med tekstiler, farver og tryk, mens du skaber en mulepose, der passer perfekt til din stil. Vi arbejder med stofmaling, tekstiltusch, skabeloner og andre teknikker, så du kan skabe et unikt og brugbart resultat.

Uanset om du vil lave noget enkelt og stilrent eller noget sjovt og farverigt, er der plads til din idé.

Det bliver en hyggelig og kreativ formiddag, hvor du både lærer nye teknikker og får en fed mulepose med hjem, som ingen andre har magen til.

 

Lav dine egne smykker

Kunne du tænke dig at lære at lave dine egne smykker? Så er denne kreative workshop noget for dig.

Her får du mulighed for at designe smykker, der passer præcis til din stil, hvad enten du er til farverige perler, enkle halskæder eller personlige armbånd.

Vi arbejder med forskellige materialer som perler, tråd, wire og låse, og du lærer grundlæggende teknikker, så du kan skabe dine egne smykker fra bunden. Du bestemmer selv, hvad du vil lave, og du får selvfølgelig dine smykker med hjem.

Det bliver en hyggelig og inspirerende formiddag med masser af kreativitet og fordybelse – og måske nye venskaber undervejs.

 

Musikproducer

Kunne du tænke dig at lære at producere din egen musik? Så er dette hold lige noget for dig!

Her får du mulighed for at arbejde med musikprogrammer og lære grundlæggende teknikker inden for musikproduktion – fra beats og rytmer til melodier og lydmix.

Uanset om du drømmer om at lave hiphop, pop, elektronisk musik eller noget helt andet, guider vi dig gennem processen, så du kan skabe dine egne numre. Det er en kreativ og sjov workshop, hvor du kan udfolde dine idéer og blive klogere på, hvordan musik bliver til.

Det bliver en spændende og inspirerende eftermiddag, hvor du også kan møde andre unge med samme interesse.

Der vil være en hemmelig gæste-underviser denne dag.

 

Matcha & Barista vibes - NYT!

Er du vild med caféstemning, kaffe og de populære matcha-drinks? Så kom og prøv kræfter med barista-verdenen og lær nogle af de teknikker, man bruger bag disken på en rigtig café.

Du får mulighed for at eksperimentere med kaffe, mælkeskum og forskellige cafédrikke – og selvfølgelig smage på vores lækre matcha. Vi arbejder med både præsentation, smag og kreative café-vibes, så du kan prøve at lave dine egne drinks og finde din favorit.

Det bliver en hyggelig workshop fyldt med god dufte, smag, kreativitet og ægte caféstemning. Perfekt til dig, der elsker caféhygge eller drømmer om at lære mere om livet som barista.

Lav dine egne evighedsblomster af silkebånd

Vil du lære at lave smukke blomster, der aldrig visner? På dette kreative hold arbejder vi med silkebånd for at skabe flotte evighedsblomster, som du kan bruge som pynt til dit værelse, som en personlig gave eller som unik dekoration.

Det er en hyggelig og kreativ workshop, hvor alle kan være med uanset erfaring. Du lærer forskellige teknikker til at forme og samle blomsterne, og du får rig mulighed for at udfolde din fantasi og skabe noget helt unikt.

Kom og oplev en inspirerende formiddag i godt selskab, hvor vi sammen laver langtidsholdbare blomster, der spreder glæde.

 

Japansk kalligrafi

Interesserer du dig for japansk kultur, kunst og æstetik? På dette hold lærer du den traditionelle kunstform shodō – japansk kalligrafi.

Du får kendskab til pensel teknikker, blækkunst og de smukke japanske skrifttegn. Det handler om ro, koncentration og at udtrykke sig med en pensel. Ingen erfaring nødvendig – kun nysgerrighed og lysten til at fordybe dig.

 

Vær kreativ med din mobil/iPad - NYT!

Vi undersøger, hvordan I kan bruge jeres mobiltelefon eller iPad kreativt. I kan lave sms-digte, GIF-malerier, tegne, små animationsfilm, fotokunst og andet. I kan selv komme med idéer og tanker, og jeg hjælper med at få det til at ske. Apps som Tik-Tok, Snapchat og Instagram kan bruges - og nye apps I finder undervejs. I kan lave det sammen med andre, eller selv. Kun lyst og fantasi sætter grænser. Hvis I har lyst, kan jeres ting udstilles, på skolen og i området, lægges op og sendes ud i verden.

 

Animationsworkshop - NYT! 

Kom og undersøg, hvordan du kan være kreativ med animation/stopmotion. I kan lave en lille film, hvor I selv laver historier, figurer og baggrunde. Som collage, tegnet, med legoklodser, simple dukker, modellervoks, fjer og hvad I har lyst til. I kan også også animere hinanden. Eller en makeup og stylingproces. Er I friske, kan I indtale stemmer og optage lyd til.

 

Medbring din mobil og iPad, da den kan bruges. Der skal downloades en app - det kan vi hjælpe med. Der vil være forskellige materialer til rådighed. Og tag gerne dine egne materialer, makeup og andet med du gerne vil bruge. I kommer til at arbejde i mindre grupper. 

 

Apricore logo